« Tilbage
Husassistent til opholdssted
Opslået: 31. juli Ansøgningsfrist: 21. august. 2023

Har du et godt overblik og drive? Er en blanding af faste praktiske opgaver og ad hoc-opgaver noget du trives med? Er du god til at få dine opgaverne løst og kan lide at være i et miljø med unge, som du kommer til at være betydningsfuld for? Kan du sige ja til det, så er du måske vores nye kollega.

Pr. 1. oktober 2023 søger vi en ny husassistent på op til 37 timer ugentligt, som har lyst til at blive en del af teamet i Den Gamle Brugs sammen med 12 fastansatte. Du kommer ind i et hus, der er hjem for op til 9 unge i alderen fra 14 til 25 år. Dertil har vi også en lille skole for både vores egne og elever udefra.

Jobbeskrivelse

Din hverdag vil blandt andet indeholde:

  • Forberedelse af frokost til unge og personale
  • Planlægning af ugemenu (aftensmad) med unge og personale
  • Indkøb af dagligvarer o.lign. til huset
  • Lave og dokumentere egenkontrol af fødevarer samt følge op på den øvrige egenkontrol
  • Ugekoordinering og kalendergennemgang med forstander og souschef samt månedligt personalemøde
  • Klargøring til møder
  • Kørselsopgaver fx afhentning af unge eller kørsel til tandlæge o.lign.
  • Rengøringsopgaver i huset og samarbejde med vores pedel
  • Bestille lægetider, vande blomster, tømme postkasse, kunne tage telefonen og meget andet, der er med til at få vores hverdag til at hænge sammen.
  • Kontakt med vores unge i forskellige sammenhænge i løbet af dagen, da du bliver en del af dagholdet og som nøgleperson i huset vil du være en de knytter sig til og som du vil være betydningsfuld for.


Vi kan tilbyde dig, at:

  • Du får stor indflydelse på løsningen af dine arbejdsopgaver
  • Du får stor betydning for vores unge, som vil se dig hver dag
  • Du får nogle gode kolleger, som sætter pris på socialt samvær i pauser og til personalearrangementer
  • Du får mulighed for at sætte dit præg på stillingen
  • Du får faste arbejdstider i dagtimerne (8-15), men med mulighed for at imødekomme evt. ønsker
  • Du får med den rigtige profil mulighed for at indgå i vores pædagogiske vikararbejde


Vi forventer bl.a. af dig, at:

  • Du har et godt overblik, kan arbejde selvstændigt og systematisk
  • Du er mødestabil og ansvarsfuld
  • Du har let til smil og har det fint med, at der kan blive prioriteret opgaver, som skal løses
  • Du har lyst til at være sammen med vores unge og du ser dig som en vigtig del af deres udviklingsmiljø
  • Du har en relevant uddannelse fx social- og sundhedsassistent, pædagogisk uddannelse eller tilsvarende
  • Du har viden om kost og ernæring og evt. hygiejnebevis
  • Du kan gøre rent og sætter en ære i at huset fremstår pænt og hjemligt
  • Du kan lave mad – og kan lide det – i et åbent køkken med mennesker omkring dig
  • Du har økonomisk sans, da du får ansvar for økonomi ifm. indkøb.
  • Du har kørekort

Har du en relevant uddannelse, så vil du i ansøgningsrunden blive foretrukket, men har du andre tilsvarende kompetencer og erfaringer, der gør, at du kan løse de praktiske og pædagogiske opgaver i huset, så skal du også være velkommen til at søge.

Hvem er vi I Den Gamle Brugs?
Vi er et stærkt team og en stabil personalegruppe, hvilket betyder, at de unge kun skal forholde sig til få gennemgående personer. Til sammen danner vi rammen om et opholdssted og et skoletilbud, der ligger i Sigerslevøster ca. 9 km fra Frederikssund. Vi har eksisteret som opholdssted og skoletilbud siden 1991. De unge som vi modtager er mellem 14 – 18 år og har det til fælles, at de ofte kommer pga. sociale og følelsesmæssige vanskeligheder samt svære familieforhold. De unge kan blive boende til de er 25 år, hvis det er en del af den
unges handleplan. Vi har generelt et roligt miljø i vores hus og sætter en ære i, at det skal fremstå hjemligt og
trygt. Du kan læse mere om os på vores hjemmeside – dengamlebrugs.dk

Pædagogisk tilgang
Pædagogisk arbejder vi ud fra en anerkendende og relationsorienteret tilgang i mødet med de unge og deres familier. Vi arbejder ud fra miljøterapeutiske principper, hvilket betyder, at vi ønsker at skabe en tydelig og struktureret ramme, hvori de unge trygt kan udvikle sig. Vores arbejde er baseret på et menneskesyn, der tager udgangspunkt i, at alle mennesker har værdi og krav på at blive mødt på den måde. Det er også vigtigt for os at inddrage de unge i beslutninger, der vedrører dem og deres hverdag.

Praktiske informationer
Ansøgningsfrist er mandag den 21. august kl. 12. Samtaler og fremvisning af huset holdes tirsdag den 29. august
Der gives løn efter anciennitet og kvalifikationer. Du tilbydes også sundhedsforsikring. Der indhentes straffe- og børneattest inden evt. ansættelse

Har du spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at kontakte forstander Morten Jacobsen på hverdage i tidsrummet mellem 10-12:30 på mobil: 5166 6539.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning!

Søg stillingen her >