Pressemeddelelse

 

Med forskningssamarbejder tænker Landsforeningen LIVSVÆRK det sociale arbejde ind i fremtiden

 

Den 9. september kan Landsforeningen LIVSVÆRK fejre 125-års jubilæum som en central aktør i kampen for at sikre socialt udsatte og sårbare mennesker de bedste rammer for et værdigt liv med udviklingsmuligheder og en følelse af betydning og af at høre til.

Det begyndte som en enkelt mands idé, og i dag er LIVSVÆRK en stor, selvejende organisation med institutioner og tilbud spredt over hele landet og vigtige forskningsprojekter i støbeskeen. Udgangspunktet er dog stadig det samme; at hvert enkelt menneske har værdi i sig selv, og at der er en forpligtelse til at hjælpe andre mennesker og møde dem med ligeværd, uanset hvor de er i livet.

Med en stor fejring markerer LIVSVÆRK i september, at man igennem de sidste 125 år er lykkedes med at støtte og hjælpe socialt udsatte med at komme videre i deres liv. Samtidig angår fejringen, at LIVSVÆRK sideløbende har formået at modernisere og videreudvikle organisationen, som blev grundlagt i 1898. LIVSVÆRK driver i dag 19 institutioner, som tilbyder omsorg og støtte til børn, unge, voksne og familier i form af botilbud, opholdssteder, døgncentre, skoler og projekter. Fællesnævneren for alle tilbud er et fokus på høj faglighed, faste kontaktrelationer og at skabe muligheder for den enkelte.

”Vi er utrolig glade for og stolte af at kunne markere, at LIVSVÆRK nu i 125 år har medvirket til at skabe bedre vilkår for nogle af de mest sårbare mennesker i Danmark. Den lange historie og resultaterne taler i mine øjne deres tydelige sprog – at vi gør en forskel, og at der er et behov for civilsamfunds-organisationer som LIVSVÆRK. Vi er fri af økonomiske interesser og sætter fagligheden og de faste relationer, der er så altafgørende for sårbare og udsatte mennesker, i højsædet og samarbejder desuden med andre sociale entreprenører og aktører om at finde fælles innovative løsninger på området,” siger LIVSVÆRKs generalsekretær Ebbe Wendt Lorenzen.

Formand for LIVSVÆRKs hovedbestyrelse, Laila Gyldenhøj, glæder sig også til at kunne fejre jubilæet og er ikke i tvivl om, at foreningens evne til at holde sig relevant igennem 125 år i høj grad beror på medarbejderne og indsatsen fra de mange frivillige.

”Igennem 125 år har LIVSVÆRK hjulpet udsatte mennesker til en bedre tilværelse. Mennesker, der på forskellig vis ellers kunne være i risikozonen for at komme på kant med eller af vores samfund. I LIVSVÆRK får de hjælp til at få fat om livet og komme videre. Det er ikke altid det går så smukt som vi gerne vil, men vi ved, at det vi gør, gør en forskel for den enkelte. Det er en meget stor forpligtelse at være i berøring med så mange menneskers liv gennem så mange år, og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi vedholdende oplever at kunne rekruttere utroligt dygtige medarbejdere til at løfte de vigtige sociale opgaver og på grund af det kæmpe stykke arbejde, der udføres af frivillige ildsjæle, herunder vores lokale bestyrelser,” siger hovedbestyrelsesformand Laila Gyldenhøj.

Det var den sociale indignation fra én enkelt mand, der lagde grunden til LIVSVÆRK i 1898. Fængselspræsten Siegfried Nissen kunne ikke acceptere den brutale måde, man i datiden behandlede børn i fængslerne, og han tog derfor personligt initiativ til at finde private hjem og oprette institutioner for børn som et alternativ til arresthusene. Det er stadig Nissens grundlæggende menneskesyn; at vi har en forpligtelse overfor hinanden, der er den røde tråd i Landsforeningens virke, men rammerne for arbejdet har selvfølgelig udviklet sig markant over de 125 år, der er gået. Et af de nyeste, fremsynede initiativer er, at LIVSVÆRK er indgået i samarbejde med Aalborg Universitet for at skabe viden på området, som skal udmønte sig i konkrete, anvendelige metoder og forbedring af praksis.

”Vi sætter mange ressourcer ind på hele tiden at udvikle rammerne og fagligheden for LIVSVÆRKs arbejde for at sikre så høj en kvalitet og effekt i indsatsen overfor vores målgrupper som muligt. Senest er vi indgået i et forskningssamarbejde med Aalborg Universitet om at uddanne 150 fagpersoner fra LIVSVÆRKs institutioner i at anvende en række nye metoder til at vurdere emotionelle og sociale færdigheder hos børn, unge, voksne og familier i udsatte positioner. Vi tror på, at forskning og praksis hånd i hånd kan skabe meget mere målrettede og virkningsfulde indsatser, og vi glæder os derfor meget over dette stærke samarbejdsfælleskab, hvor afprøvning og forbedring af nyudviklede vurderingsmetoder er i fokus,” siger LIVSVÆRKs generalsekretær Ebbe Wendt Lorenzen.