« Tilbage
Medarbejder søges

Talstærk og serviceminded medarbejder til barselsvikariat på Thorshøjgård

Thorshøjgård er et selvejende Bo- og Uddannelsestilbud for unge med særlige behov, som ligger i skønne landlige omgivelser i Ishøj. Da en af vores dygtige medarbejdere skal på barsel, søger vi en talstærk og serviceminded kollega til vores administration. Du vil blive en del af et velfungerende administrativt team, der består af 3 administrative medarbejdere.

De unge på Thorshøjgård har som oftest kognitive udfordringer svarende til, at de begavelsesmæssigt ligger nederst i normalområdet. Hovedparten har en udviklingsforstyrrelse f.eks. autismespektrumforstyrrelse. Du skal derfor have en respekt og rummelighed for denne målgruppe.

Dine arbejdsopgaver vil omfatte lønindberetning i Lessor, arbejdstidsregistreringer, indtastning af skemaer i UNOIT, modtagelse af sygemeldinger, søge lønrefusion, fraværsregistreringer, nyhedsbreve, referatskrivning, telefonpasning, deltagelse i projektarbejde omkring f.eks. “Operation Dagsværk” og “Special Skills” samt forefaldende opgaver. Din stillingsbeskrivelse vil blive tonet af dine øvrige kompetencer.

Vi søger en medarbejder som:

  • Har relevant uddannelsesmæssig baggrund, er pligtopfyldende, struktureret, fleksibel, løsningsorienteret, og som kan arbejde selvstændigt.
  • Er stærk i din skriftlige kommunikation og har en god regnskabsforståelse.
  • Har erfaring med Lessor Workforce og Navision, samt stærke kompetencer i Office-pakken – især Excel er et vigtigt krav.
  • Har et rummeligt menneskesyn, en positiv attitude, og gerne vil bidrage til at fastholde et godt og uformelt arbejdsklima med plads til humor.
  • Kan trives med at ”ikke to dage er ens”, og som kan have mange bolde i luften, da vi servicerer alle faggrupperne på Thorshøjgård.

Vi kan tilbyde:

  • En afdeling hvor man lægger stor vægt på at levere produkter og serviceydelser af høj kvalitet.
  • En erfaren, motiveret, veluddannet og kompetent medarbejdergruppe som er kendetegnet ved stor hjælpsomhed, godt humør og som evner at løfte i flok på tværs af faggrupper.
  • En alsidig hverdag med mange afvekslende opgaver, som du selv har mulighed for at præge.
  • Et godt arbejdsmiljø med gensidig tillid.
  • En arbejdsplads med højt til loftet, en god og uformel omgangstone og en stor kontaktflade.

Thorshøjgård består af 2 døgnafdelinger (Pedersborg og Hedebo), et bofællesskab samt en afdeling for Uddannelse og Beskæftigelse. Vi er ca. 40 unge og 45 ansatte, som har et godt arbejdsklima med veluddannede og højt motiverede medarbejdere. Thorshøjgård er en del af Landsforeningen LIVSVÆRK.

Der er som udgangspunkt tale om en 25 timers stilling, med mulighed for op til 30 timer med tiltrædelse d. 1. marts 2021 og foreløbig frem til 31. marts 2022.

Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst for administration og IT mv. mellem KL og HK/Kommunal.

Ansøgningsfrist d. 20. januar 2021 kl.12.00. Samtaler er planlagt til mandag d. 25.1.2021.

Stillingen søges via Jobindex. (Skal kun stå i opslaget der skal på hjemmesiden)

Hvis du ønsker yderligere information, kan du læse mere på: www.thorshoejgaard.dk. Har du uddybende spørgsmål til stillingen, kan du kontakte forstander Fie Buchwald på tlf. 2018 6667.